Om Studsgård Kirke

Studsgård Kirke er

    • En vejkirke primært beregnet til gudstjenester.
    • En smuk kirkebygning og kirkegård vest for landsbyen Studsgård.
    • Et grønt område med udsigt til det omgivende landskab.
    • En institution med faciliteter for sognebørnene og de ansatte.
    • En aktiv kreds af professionelle ansatte, et folkevalgt menighedsråd og frivillige.
    • Et fællesskab, som bygger på den kristne tro, værdier, kultur og traditioner.

Studsgård Kirke er opført som en traditionel dansk landsbykirke i en blanding af romansk og gotisk stilart og med hvidkalkede mure og rødt tegltag.

Om aftenen er kirken oplyst, så man kan finde vej til kirken fra både Studsgård og Tanderupkær.

Kirken er opført i Mergelsig på en grund skænket af gårdejer Jens Vestergaard Jepsen og hustruen Addia Elisabeth Jepsen.

Arkitekterne var Carl Martin Smidt og Harald Lønborg-Jensen, der sammen stod bag flere jyske kirkebyggerier i den periode, inklusive Haunstrup Kirke, som blev bygget samtidig med Studsgård.

Der blev opført mange nye kirker på den tid som følge af befolkningsvækst og en kirkelig vækkelse. Indre Mission fik stor betydning på egnen, og missionshuset Studsgård blev opført i 1909.

20. december 1922 blev Studsgård og Haunstrup selvstændige og udskilt fra Snejbjerg sogn. Studsgård og Haunstrup sogne udgjorde et fælles pastorat. I 2009 blev sognene igen samlet med Snejbjerg sogn til et fælles pastorat.

Kapellet vest for kirken blev bygget i 1968. Kirkegården blev udvidet i 2002, og i 2005 blev Mindelunden til ældre gravsten indviet.

Studsgård Kirke deler præster, gravere, kirke- og kulturmedarbejder, organist samt administrativt personale med Snejbjerg og Haunstrup sogne.

Studsgård Kirke har sit eget menighedsråd.

Studsgård Kirke på Facebook